Optikernes anvendelse af synstræning – Bachelorprojekt 2019
nomineret til OPTIMUS by ESSILOR

Forfattere:

Bue Winther Kjær
Ryan Lauridsen
Simon Sivebæk Lodahl
Benjamin Sukusu Nielsen

Vejleder:
Ivan Nisted

Download PDF-fil her

Læsevejledning
I betegnelsen optiker indgår: optikere, optometrister, neurooptometrister og kontaktlinseoptikere.

Resume
Formål: Vi ønsker at klarlægge hvilke problematikker, der ligger til grund for hvorfor synstræning ikke i højere grad anvendes som behandlingsmulighed i de danske optikerbutikker. Dette finder vi interessant på baggrund af egne erfaringer ude i butikkerne, da vi der oplevede en nedprioritering af synstræning som behandling.
Materialer og metoder: Vi har lavet et kvalitativt casestudie, hvor data blev indsamlet ved hjælp af to semistrukturerede fokusgruppeinterviews med optikere. Vi havde en abduktiv tilgang til vores undersøgelse og gjorde brug af den fænomenologiske-hermeneutiske tolkningsmetode.
Resultater: De senest uddannede optikere i fokusgrupperne følte sig klædt på til at anvende evidensbaseret synstræning. De øvrige deltagere syntes, at efteruddannelse var en nødvendighed for at kunne arbejde med synstræning. Incitamentet for at henvise patienter til synstræning er begrænset af økonomi.
Konklusion:
Projektet viste, at udbredelsen af synstræning er afhængig af flere faktorer, herunder økonomi, uddannelse, øjenlægesamarbejde, opsporing og henvisning. For at synstræning bliver mere udbredt kræver det nogle helt klare retningslinjer for, hvordan vi i Danmark håndterer synstræning.

Nøgleord
Synstræning, binokulære problemer, håndtering, behandling, økonomi, uddannelse, henvisning, opsporing, øjenlægesamarbejde, faglighed, serviceydelser.

Abstract
Objective: We want to clarify which issues are the underlying reasons, why vision therapy is not used in a greater degree as treatment in the Danish optical stores. We found this interesting, based on our own experiences in optical stores, since we experienced a lack of priority on vision therapy as treatment.
Material and methods: We have made a qualitative case study, where data was collected through two semi-structured focus group interviews with opticians. We used an abductive approach to our research and made use of the phenomenological-hermeneutic interpretation method.
Results: The newly graduated opticians in the focus groups felt, they were well equipped to manage evidence-based vision therapy. The other participants felt supplementary education was a necessity in order to manage vision therapy. The incentive to refer patients to vision therapy is limited by economy.
Conclusion: The project showed, that an expansion of vision therapy is dependent on several factors such as economy, education, eye doctor collaboration, detection and referral. In order to expand vision therapy, it requires clear guidelines on how to handle vision therapy in Denmark.

Keywords
Vision therapy, binocular problems, management, treatment, economy, education, referral, detection, eye doctor collaboration, professionalism, services.

Indholdsfortegnelse

Forord

Først og fremmest vil vi gerne takke de 167 personer, som tog sig tid til at besvare vores spørgeskema, som bl.a. blev brugt i forbindelse med udvælgelse af deltagere til vores fokusgrupper. Der skal også lyde en ekstra stor tak til deltagerne i vores fokusgrupper, som har afsat tid til at kunne deltage i interviewene. Deres deltagelse har været uundværlig og har frembragt nogle nuancer, som vi ikke kunne have været foruden. Ligeledes vil vi gerne takke chefen for klinisk udvikling i Louis Nielsen, Heidi Buchholt og formanden for Danske Øjenlægers Organisation, Jens Lundgaard Andresen, for den ekspertise, de har delt med os indenfor deres respektive områder. Sidst, men ikke mindst vil vi gerne takke vores vejleder Ivan Nisted, for kyndig vejledning.

Introduktion

Vi har erfaret, at synstræning bliver nedprioriteret som løsning på binokulære problemstillinger. Vi undrer os derfor over, hvorfor optikerne ikke bruger synstræning i højere grad, eftersom der er god evidens for, at det virker. Konvergensinsufficiens er den mest udbredte vergensanomali, hvor et studie viser at ca. 3-5% lider af denne anomali (Rutstein & Daum, 1998, p. 156). Op mod 91% oplever bedring af symptomer med synstræning, hvoraf op mod 72% bliver kureret (Rutstein & Daum, 1998, p. 160). På baggrund af dette fandt vi det interessant at undersøge, hvorfor synstræning ikke i højere grad bliver anvendt i butikkerne. Ifølge studieordningen for uddannelsen til professionsbachelor i optometri, bliver optikeren uddannet til at kunne håndtere disse problemer. “Den studerende kan iværksætte behandling, herunder tilrettelægge visuel træning af vergens‐ og akkommodative problemer” (Optikerhøjskolen, 2018). Derfor er det netop interessant at undersøge, hvorfor optikerne ikke benytter sig af synstræning i praksis, selvom de er blevet uddannet til det.

Litteraturen omhandlende optikernes fravalg af synstræning er begrænset, men en artikel i optikeren, Optikere overser samsynsproblemer, diskuterer hvorvidt den binokulære synsfunktion bliver afdækket ordentligt (Jacobsen, 2009). Netop denne afdækning er en forudsætning for at kunne tilbyde synstræning. Et bachelorprojekt skrevet af to optikerstuderende fra 2017 giver et indblik i optikers afdækning af det binokulære syn, projektet viser, at 55% af optikerne i undersøgelsen ikke afdækker den binokulære synsfunktion (Optikeren, 2017). Vi har ikke kunnet finde nogen tidligere undersøgelser, der klarlægger hvorfor synstræning ikke tilbydes i større grad i butikkerne og hvilke underliggende problemstillinger der ligger til grund for dette.

Formål

Formålet med denne undersøgelse er, at få en forståelse for optikeres anvendelse af synstræning. Vi vil ved hjælp af den kvalitative metode forsøge at klarlægge, hvorfor optikere ikke i højere grad anvender synstræning som behandlingsform, og hvad der kan gøres for at udbrede synstræning.

Problemformulering

Hvorfor udbydes synstræning ikke i større grad i butikkerne? Hvad kan der gøres for at synstræning bliver mere anvendt?

Materiale og metoder

Design

Fundamentet for projektet er et kvalitativt forskningsdesign, hvor opgavens empiriske grundlag beror på den kvalitative undersøgelsesmetode (Andersen, 2010, p. 107-123). Vi har gennemført et komparativt casestudie (Thagaard, 2007, p. 48), og data blev indhentet via to semistrukturerede fokusgruppeinterviews. Dette blev gjort for at afdække vores problemformulering bedst muligt, samt at få et indblik i eventuelle forskelle og ligheder mellem disse grupper.

Litteratursøgning

Vi har i vores litteratursøgning søgt på biblioteker, Google, Google scholar, og PubMed for at finde relevant litteratur der belyser lignende problemstillinger. Det har dog været begrænset, hvad vi kunne finde af relevant litteratur, da vores undersøgelse omhandler meget specifikke danske brancheforhold.

Population og studiemateriale

Flere af vores fokusgruppedeltagere udvalgte vi ved hjælp af en forudgående spørgeskemaundersøgelse. Resten blev selektivt udvalgt gennem interne bekendtskaber. Spørgeskemaet blev besvaret via internettet, og vi distribuerede det via Facebook på gruppen, “Optiker Forum”, samt via interne fora på vores arbejdspladser. Dette gjorde vi, for at finde en så repræsentativ gruppe som muligt til vores fokusgrupper. Inklusionskriteriet for at besvare spørgeskemaet var, at deltagerne skulle være autoriserede optikere. Spørgsmålene var meget åbne, hvilket var et bevidst valgt for at finde de mest relevante deltagere til fokusgrupperne (Bilag 1).
Vi forsøgte at skabe to så homogene grupper som muligt, ved at de i hver gruppe havde samme indgangsvinkel til synstræning. På denne måde skabte vi nogle rammer omkring fokusgruppen, som tillod en mere åben og tryg debat blandt deltagerne (Henricson, 2014, p. 198). Eksklusionskriteriet i den ene fokusgruppe var, at deltagerne lavede synstræning i butikken og eksklusionskriteriet i den anden var at deltagerne ikke lavede synstræning i butikken. Hvorimod inklusionskriterierne for begge grupper var som følgende: Autoriserede optikere, af begge køn, med meget erfaring og med lidt erfaring (Brinkmann & Tanggaard, 2010, p. 124; Henricson, 2014, p. 134-135). Vi endte med at have 4 deltagere i fokusgruppen, der ikke laver synstræning og 5 deltagere i fokusgruppen, der anvender synstræning. Det var et bevidst valg at lave grupperne af den størrelse, idet fokusgrupper med 4-6 deltagere er beskrevet som den optimale størrelse, da det giver mulighed for, at alle kan komme til orde (Henricson, 2014, p. 197).
Vi valgte, på baggrund af resultaterne fra vores fokusgruppeinterviews, at afholde to individuelle kvalitative interviews. Dette gjorde vi med henblik på at få et dybere indblik i de temaer og problematikker, der blev belyst i fokusgrupperne. Vi valgte derfor at interviewe chefen for klinisk udvikling i Louis Nielsen, Heidi Buchholt, samt formanden for Danske Øjenlægers Organisation, Jens Lundgaard Andresen.

Videnskabsteoretiske overvejelser

Vi har valgt at arbejde med den kvalitative undersøgelsesmetode, eftersom vores problemformulering bedst lader sig besvare ved hjælp af samtale med optikerne om deres personlige erfaringer med synstræning. Vores forskning er indenfor det sundhedsvidenskabelige paradigme, da vi ønsker at udvikle vores branches faglige viden (Henricson, 2014, p. 131-132). Vi har valgt at arbejde fænomenologisk og hermeneutisk, idet vi arbejder med fænomenet synstræning, og vil snakke med optikerne om deres holdninger og erfaringer med fænomenet. Fænomenologien fortæller os om, hvordan et subjekt (optikeren) oplever et objekt (synstræning) (Henricson, 2014, p. 336). Vi arbejder induktivt, da man inden for fænomenologien i sit udgangspunkt fralægger sig sin forforståelse og lader sig præge af ny viden (Lunde & Ramhøj, 1995, p. 319). Hermeneutikken handler om tolkningen, og via tolkningen skabes der mening med det, der undersøges (Henricson, 2014, p. 340). Vi har i projektet arbejdet hermeneutisk, eftersom vi tolkede på de interviews, vi lavede, for at kunne danne en ny forståelse. Inden for hermeneutikken arbejder vi deduktivt, da vi gennem analyse af data vil udlede hvilke problematikker der er med synstræning. Da vi har en induktiv tilgang til projektet, men samtidig arbejder deduktivt i vores databearbejdning, anvender vi overordnet en abduktiv tilgang (Lunde & Ramhøj, 1995, p. 319).

Dataindsamling

Spørgeskemaundersøgelse

Formålet med designet af vores spørgeskema var at, det skulle ligge til grund for en udvælgelse af en så repræsentativ, homogen fokusgruppe som muligt. Vi fik 167 besvarelser, og brugte disse til at lave en strategisk udvælgelse af vores fokusgruppedeltagere, da vi fra besvarelsen vidste, i hvilket omfang deltagerne havde erfaring med synstræning (Henricson, 2014, p. 134).

Fokusgruppeinterview

For at få belyst de problemstillinger, der måtte være ved arbejdet med synstræning, valgte vi at lave to fokusgruppeinterviews til at generere vores primære data. Det ideelle ved et fokusgruppeinterview er at det bygger på en åben diskussion blandt fokusgruppedeltagerne (Henricson, 2014, p. 192). Dermed skabes der mere komplekse data, da deltagerne udveksler og diskuterer hinandens kommentarer og erfaringer (Brinkmann & Tanggaard, 2010, p. 123). Vi havde dog det forbehold, at vi sørgede for at få besvaret de spørgsmål vi havde udarbejdet i vores interviewguide (Bilag 2). Vi lavede derfor et semistruktureret fokusgruppeinterview, hvor moderatoren skulle forholde sig passivt, men dog sikre sig, at diskussionen stadig omhandlede emnet. Vores interviewguide var bygget op af åbne spørgsmål, omhandlende synstræning. For hvert af vores spørgsmål havde vi en række mulige opfølgende spørgsmål, hvis diskussionen skulle gå i stå (Henricson, 2014, p. 194). Spørgsmålene blev formuleret ud fra den erfarede og teoretiske viden, vi selv havde om synstræning, og ud fra den viden, vi anskaffede os fra vores spørgeskemaundersøgelse.
Vores interviewguide blev testet i et pilotinterview med medstuderende. Dette gjorde vi for at teste om de spørgsmål, vi havde inkluderet i interviewguiden, var tilstrækkelige til at få deltagerne til at engagere sig i samtalen. Vi valgte en primær interviewer, og de andre skulle blot observere, men kunne dog stille uddybende spørgsmål, hvis noget ikke blev godt nok belyst. Ved at lave et pilotinterview fik vi også testet os selv som interviewere (Vallgårda & Koch, 2015, p. 70). Vi valgte desuden at lydoptage begge interviews på to telefoner for at sikre at ingen data gik tabt (Vallgårda & Koch, 2015, p. 76).

Kvalitative interviews

Formålet med at lave de to kvalitative interviews var at få et indblik i, hvilke overvejelser en stor kæde som Louis Nielsen gør sig omkring synstræning, og hvilke overvejelser øjenlægerne gør sig. Begge interviews blev udformet som semistruktureret interviews med åbne spørgsmål (Henricson, 2014, p. 165). Til hver af de to interviews udformede vi en interviewguide (Bilag 3). Begge interviewguides blev konstrueret med henblik på at få de to deltageres syn på nogle af de temaer, der blev belyst i vores fokusgruppeinterviews. Begge interviews blev lydoptaget for at sikre os, at ingen information gik tabt

Dataindsamlingen foregik over en 12 måneders periode, på fire behandlingssteder, i fire forskellige optikerkæder. På de fire behandlingssteder var der samlet 29 optometrister, 8 optometristelever og 19 assistenter i den periode, studiet stod på. I indsamlingsperioden blev der registreret antal solgte briller samt antallet af ombytninger. Alle ombytninger blev, efter de havde fundet sted, noteret på et notationsark for at få en ensartet dataindsamling. På arket fremstod ombytningsårsag, klager, størrelse af ændringen samt løsningen. Blev der fundet mere end én årsag til ombytningen, blev alle årsager noteret ned på samme notationsark. Hvis patienten havde mere end én brille, der blev ombyttet, blev der lavet et notationsark for hver af ombytningerne. Desuden blev der noteret, hvorvidt patienten gav mundtligt samtykke til brug af deres data (bilag 1). Der var ingen tilfælde i studiet, hvor patienten ikke gav mundtligt samtykke.

Dataanalyse

Spørgeskemaundersøgelse

Eftersom spørgeskemaundersøgelsen blot skulle bruges til at lave en strategisk udvælgelse af vores fokusgruppedeltagere, blev der ikke lavet omfattende kvantitativ analyse af resultaterne. Resultaterne fra vores spørgeskemaundersøgelse blev læst nøje igennem for at se, om der var nogle særligt interessante svar, hvor vi lagde stor vægt på at finde deltagere med forskellige grader af erfaring. De deltagere, vi ønskede skulle være en del af interviewene, kontaktede vi med mere information om vores projekt og om interviewet. For at danne et overblik over de holdninger og erfaringer, der var til synstræning blandt vores spørgeskemabesvarelser, valgte vi for hver af de 12 spørgsmål, vi havde inkluderet i vores spørgeskemaundersøgelse, at lave et cirkeldiagram samt en procentsats (Bilag 4).

Fokusgruppeinterview

Da vores data var interviews, valgte vi at lave en transskription i fuld længde, hvor alle observationer, som latter, tilslutning og pauser blev medtaget (Henricson, 2014, p. 200-201). For at sikre os, at vi transskriberede på samme måde, lavede vi en fuld transskription af vores pilotinterview. Derefter lavede vi retningslinjer for, hvorledes vi skulle transskribere (Bilag 5).
Til at analysere vores data valgte vi at benytte den fænomenologiske-hermeneutiske tolkningsmetode. Der er tre faser i denne tolkningsmetode. I første fase, den naive forståelse, læste vi vores transskriptioner igennem, og prøvede så vidt muligt at lægge vores forforståelse om emnet fra os, og blot fokusere på hvad der blev diskuteret. Ved gentagne læsninger fik vi i første fase en umiddelbar forståelse af fænomenet. I anden fase, strukturanalysen, er formålet at forklare transskriptionen (Henricson, 2014, p. 368). For at få et bedre overblik og en mere dybdegående indsigt, valgte vi at inddele teksten i betydningsenheder. Vi lavede i Excel en skabelon, hvor vi inkluderede alle betydningsenheder. Derefter kondenserede vi betydningsenhederne til essensen af det, der blev sagt, fremstod klar (Bilag 6). Da vi havde et overblik over alle de kondenserede betydningsenheder, inddelte vi dem i underkategorier og hovedkategorier. Vi lavede en skabelon til hver af de to fokusgruppeinterviews, og efter de var inddelt i kategorier, sammenlignede vi resultater, og fik dem inddelt i fire hovedkategorier, der var dækkende over begge interviews (Henricson, 2014, p. 320-327). I den tredje fase, den sammenlagte forståelse, forsøgte vi at danne en helhedsforståelse af fænomenet med vores problemformulering in mente (Henricson, 2014, p. 369. Vi udarbejdede til hver underkategori en indholdsbeskrivelse, så vi på den baggrund kunne danne os et billede af, hvilke holdninger der var til underkategorierne i hvert af de to fokusgruppeinterviews. Derefter udvalgte vi et eller flere citater, der var mest dækkende over den generelle holdning til underkategorien i det pågældende interview (Malterud, 2013, p. 107-110).

Kvalitative interviews

Vores kvalitative interviews skulle primært bruges til refleksion, over de besvarelser, vi havde fået fra vores fokusgruppeinterviews. Vi valgte derfor at lytte lydoptagelserne igennem og notere de citater, som omhandlede de emner og problematikker, deltagerne i fokusgruppen lagde vægt på, og vi sendte derefter dette til informanten til godkendelse.

Etiske overvejelser

Det etiske aspekt er af stor vigtighed i en kvalitativ opgave som denne, hvor hovedfokus ligger i interviews med mennesker, som her kommer med deres egne standpunkter og holdninger til et givet emne.

Helt overordnet set berører forskningsetik emner som menneskers ligeværd, integritet og selvbestemmelse (Henricson, 2014, p. 71). Det har været vigtigt igennem hele opgaven, at veje op om det, der blev citeret, havde nogle etiske konsekvenser for de implicerede parter i interviewene (Thagaard, 2007, p. 63). I de anvendte citater, er deltagerne fra fokusgrupperne anonymiserede, og vi har valgt at sløre, hvem der deltog i vores fokusgruppeinterviews (Brinkmann & Tanggaard, 2010, p. 443). Der tages dermed hele vejen igennem opgaven hensyn til, at deltagerne ikke kommer til at lide nogen belastning ved at tage del i interviewene, eller i projektet som helhed. Eftersom vi valgte at fokusere på forskellige menneskers subjektive holdninger, har det her været vigtigt, at vi ikke udstillede nogen, som blot ytrede deres egen holdning til en given sag (Henricson, 2014, p. 73). Måden, hvorved dette blev undgået, indebar bl.a. at de spørgsmål, der blev stillet, ikke havde nogle skjulte hensigter om at pege fingre ad, eller nedgøre dem, som eksempelvis ikke udøvede synstræning. Det er dog vigtigt at nævne, at selvom vi har lovet ikke at røbe deltagernes identitet eller sprede følsom information, som kan kobles til enkelte individer, så er der ikke en garanti for, at de øvrige deltagere undlader at videregive hvad andre har ytret sig om i interviewet (Henricson, 2014, p. 196). Det var også vigtigt, at fokusgruppedeltagerne vidste, hvad de gik ind til i forhold til projektets formål (Brinkmann & Tanggaard, 2010, p. 443). Vi har derfor haft en forpligtelse til at informere mundtligt og skriftligt om deres rettigheder (Bilag 7), og i overensstemmelse med helsinki-deklarationen (WMA 2018), har vi fået mundtligt samtykke på at vi må bruge deres udtalelser.

Resultater

Fokusgrupperne betegnes F1 og F2, hvor F1 er interviewet med synstrænerne og F2 er interviewet med optikere, der ikke anvender synstræning.

Fokusgruppeinterview 1

Faglighed

Optikerens ansvar
Der bliver i F1 talt om, at rutinen er nødvendig, da synstræning kan praktiseres forkert, og at det dermed kan skade patienten mere, end det gavner. Det er derfor vigtigt, at patienten bliver henvist videre til en synstræner, der har rutine. Der lægges også vægt på, at hvis patienten ikke henvises videre, så kan det specielt for børn have store konsekvenser. “Altså hvis du taler om børn med indlæringsproblemer, så er det jo deres fremtid vi snakker”.

Henvisning
I F1 snakkes der om, at det er vigtigt at få henvist, da det er det bedste for kunden, og at økonomien så må fylde lidt mindre. En af deltagerne kommer ind på, at det er godt, at der kan henvises videre til nogen, som har ekstra godt styr på synstræning. ”Men også at jeg så kan henvise videre til nogen, der er noget mere uddannet i det, end jeg er”. Der bliver også snakket om, at det er vigtigt, at man henviser videre i stedet for at lave halve eller mindre gode løsninger. ”Du skal ikke bare sælge læsebriller til hele flokken. Videre! Det er vigtigt”.

Økonomi

Tid
I interviewet bliver der nævnt, at det kan være svært at lave synstræning i butikken pga. manglende tid. ”Det er svært ude i butikken at gøre det der. Vi har ikke voldsom meget tid til det”.

Tab af penge ved henvisning
I F1 snakkes der om, at der er en risiko for at tabe kunder og dermed penge ved at henvise. En af deltagerne nævner, at der var en holdning på arbejdspladsen om, at man helst selv ordnede synsproblemerne fremfor at sende dem videre. ”Det var for mange penge, der forsvandt ud, og man kunne lige pludselig risikere, at det var en hel familie, man mistede ikke?” Der bliver i samme ombæring snakket om, at man så hellere henviser til et sted langt væk, hvis dette sted ikke sælger briller.

Produkt vs serviceydelser
F1 kommer ind på, at det er et problem, at man sælger varer frem for ydelse. Derudover bliver der talt om, at man tjener mere på en brille end på synstræning, og de kommer her ind på et eksempel på, hvad man potentielt kan tjene på en brille: ”Det er jo ikke ualmindeligt, at folk de betaler fra 12.000-25.000 for et par briller, hører man rask væk”. Det nævnes også, at man tjener for lidt på synstræning, samtidig med at kunden synes, at det er for dyrt. ”Men en brille, der koster 5.000, det synes de ikke er så galt. Nej, fordi de får en vare”.

Uddannelse

Efteruddannelse
I interviewet bliver der snakket om, at efteruddannelse er en nødvendighed for at kunne udføre synstræning, da emnet er for stort til, at man kan lære det hele på skolen. Der bliver snakket om, at vores fag bør stille krav til efteruddannelse. “Der er vores fag simpelthen for dårligt, at man ikke stiller nogle krav. Altså jeg synes jo som minimum, at man skulle have været oppe til en eller anden form for eksamen, for overhovedet at må arbejde med synstræning”. De mener desuden, at der er for få krav til efteruddannelse i optikerfaget, og føler det er problematisk, at man efter et weekendkursus kan kalde sig neurooptometrist.

Uddannelse på skolen
F1 mener, at uddannelsen i binokulært syn på skolen giver tilstrækkelig basisviden i at kunne opspore problemer, men de mener ikke, man er grundigt uddannet i, hvorledes binokulære problemstillinger håndteres.
Den senest uddannede optiker følte sig fint klædt på til at lave synstræning på klienter, hvorimod de øvrige optikere følte, at efteruddannelse var nødvendigt. “Jeg synes, at det er en god basisviden, som man kommer ud med. Som nyligt færdiguddannet, så synes jeg i hvert fald, at jeg er godt klædt på til lige at spotte dem”. De mener ikke, at alle behøver at være eksperter i synstræning, og at det er fint, man på skolen lærer, hvorledes man opsporer binokulære problemstillinger. “Jeg tror ikke, at der er et behov for, at vi allesammen er verdensmestre i det. Men basisviden, synes jeg den skal være der, og kendskab”.

Opsporing af binokulære problemer
Der bliver i interviewet talt om, at den menige optiker skal blive bedre til at spotte folk, som potentielt har binokulære problemer, selvom synsprøven viser, at de ser godt. ”Der skal man ude i butikkerne være langt bedre til at se dybere end bare de der to øjne og høre lidt på, hvilke problemer folk de har. Balanceproblemer, svimmelhed, problem med at læse, holde ud til at holde øjenkontakt”. Der bliver desuden snakket om, at hvis der er klager, så er der også noget i vejen, ellers ville de ikke klage.

Synstræning

Motivation
I interviewet snakkes der om, at motivation hos patienten er en nødvendighed for at opnår et succesfuldt synstræningsforløb og mener, at det bunder i dovenskab, når en patient der kunne have gavn af synstræning, fravælger det som behandlingsmulighed. De nævner, at det kræver erfaring, og den rette personlighed for at kunne sælge synstræning som behandlingsmulighed, hvilket kan være et problem for nogle synstrænere. “Jeg tror, at det beror på, at hvis du har så mange års erfaring, med succes, så tror du så meget på det, og kan forklare, hvordan det hænger sammen også”.

Information om synstræning
Deltagerne i F1 mener ikke, at den almene viden omkring synstræning er nok udbredt. De fleste patienter er forundret over, at de ikke har hørt om synstræning, og deltagerne i F1 oplever ikke, at patienterne kommer ind og efterspørger synstræning. “Folk kommer ikke og efterspørger synstræning. Lige nu ser vi en kæmpe modedille med det her Ortho-k linser oppe hos os. Igen – jeg har ikke folk, som kommer ind og spørger efter synstræning”. Derudover har en af deltagerne erfaret, efter et tv-indslag om synstræning og effekten heraf, at folk spurgte ind til synstræning, og mærkede da en større interesse for behandlingen.

Øjenlægernes rolle
I F1 falder snakken på øjenlægernes rolle, da de er af den opfattelse at øjenlægerne fortæller, at synstræning ikke fungerer eftersom der ikke er evidens for det. Nogle mener, at folk er mere autoritetstro overfor øjenlægerne end optikeren, da det er gratis at gå til øjenlæge, og de føler også at patienterne tror øjenlægen vil dem det bedste, og optikeren bare vil sælge dem noget. “Folk har meget sådan, jamen det er jo gratis at komme derhen, så det. Altså. Så på den måde tænker de, at de vil ens. Altså klienten tænker, at de vil dem det bedste. Hvor en optiker: Argh de jamen, de vil jo sælge noget, så det er nok ikke heeeelt”. Andre deltagere synes dog at have erfaret, at denne autoritetstro har ændret sig hos de patienter der har gået i længere forløb ved øjenlægen, uden at det har gjort en forskel, da de i stedet føler sig svigtede. ”Der kommer altså mange af dem derop. Der er parat til at pludselig at betale de der 1280 kr. i timen, som jeg tager. Øhmm, de føler sig simpelthen svigtet af systemet”.

Evidens vs. klinisk erfaring
I interviewet kommer deltagerne ind på, at synstræning ikke kan læres teoretisk, og at det er noget man lærer ved klinisk erfaring. De snakker om, at klinisk erfaring har langt større vægt end evidens når man arbejder med mennesker. “Altså der er noget, der hedder klinisk erfaringer, og når man arbejder med mennesker, så har det langt større vægt end evidensbaseret forskning. Det kan man bruge på medicin, hvor mange dør der af det her og hvor mange overlever det her”.

Hvad er synstræning?
F1 nævner, at synstræning i Danmark er meget polariseret da man har nogen der arbejder med klassisk synstræning, som er konvergens- og akkommodationstræning, og andre der arbejder med synstræning hvor de kigger ud over øjenfunktionen. Man arbejder, ifølge en af interviewdeltagerne, med tre store sanser inden for synstræning: Den motoriske sans, det vestibulære system og synsprocessen. Og disse sanser skal integreres med hinanden. “Synstræning, efter min overbevisning, det kan ændre liv. Helt uden at få røde kinder eller røde ører. Men så kræver det, at man kigger ud over øjenfunktionen altså, den mekaniske synsfunktion, akkommodation, vergens. Det er kun, det er som jeg siger, kun en meget lille brik i at se. Og det er faktisk sjældent der, problemet ligger”.

Fokusgruppeinterview 2

Faglighed

Optikerens ansvar
F2 lægger stor vægt på, at det er vigtigt at kunne tilbyde alle behandlingsmuligheder, og at de ifølge autorisationen skal omtales. ”Jo selvfølgelig jo mere udbredt jo bedre og jo mere jeg selv kan tage hånd om, desto federe er det. Både for mig og for patienten og for butikken som helhed”. De mener, at det er den enkelte optikers ansvar at holde sig fagligt opdateret med kurser, konferencer osv. De taler samtidig om projekter, der viser, at nogle optikere tager ingen eller få binokulære målinger. Det bliver af F2 anerkendt som et problem, at nogle optikere undlader binokulære målinger.

Henvisning
I F2 tales der om at kæden eller chefen ikke bør se ilde på, at man henviser videre til synstræning. Flere af deltagerne i F2 fortæller, at de ikke ville kunne tilbyde synstræning, men at de kan screene og henvise. De har også modtaget intern undervisning eller deltaget i foredrag med henblik på at kunne henvise videre. ”Jeg har så også været ude ved XX flere gange til nogle fantastiske foredrag”. Deltagerne i F2 fortæller også, at de ikke henviser skriftlig til synstræning, men mundtligt.

Økonomi

Tid
En af deltagerne mener, at det giver god mening selv at tilbyde let synstræning, da det kræver begrænsede materialer, og desuden ikke kræver meget tid. Hvis man alligevel har tid, hvorfor så ikke tilbyde det? Andre kender ikke tidsforbruget på et synstræningsforløb, men de er alle enige om, at hvis kalenderen er fuldt booket med brillekunder, vil synstræning blive nedprioriteret. Hvis man skal have en optiker afsat til synstræning, kan det tage for meget tid, specielt hvis optikeren ikke er helt skarp i det. “Men jeg vil da også sige hvis du har en butik, hvor du har en masse brillekunder og du har en fuld kalender så vil jeg sgu heller ikke prioritere det lige så højt, det ville jeg ikke, der vil jeg prioritere brillekunderne”.

Tab af penge ved henvisning
Der bliver i F2 nævnt, at grundlaget for at henvise har en naturlig begrænsning, da det økonomiske spiller en rolle, og at der kan tjenes flere penge på eksempelvis at sælge en prismekorrektion. “Jeg har været selvstændig i 6 år eller sådan noget, jamen så er incitamentet til at sende sine kunder videre til et eller andet er begrænset af, at du kan tjene nogle penge, ikk”. De mener at det er en fin ide at tilbyde synstræning i egen butik, da man dermed har ekspertisen til at kunne tilbyde kunden en helhedsløsning, og dermed kan man holde på kunden. Der sættes dog spørgsmålstegn ved det økonomiske aspekt.

Produkt vs. serviceydelser
F2 mener, at det er en udfordring for både optikeren og kunden at skulle forholde sig til synstræning som behandlingsmulighed, i stedet for et produkt som f.eks. en prismebrille. Man giver altså patienten valget mellem en ydelse, som koster penge over en længere periode, og som kræver tid af optikeren, og en brillekorrektion, som kan give øjeblikkelig virkning for patienten og giver god indtjening for optikeren. Der argumenteres for, at synstræning kan give en kontinuerlig indtjening, og at der kan tjenes penge på synstræning, ligesom f.eks. på kontaktlinser. De har ikke en reel ide om hvad et samlet synstræningsforløb vil koste, og om det er en indtjeningsmulighed, men de mener, at det på et fagligt plan vil klæde optikerne at tilbyde det som en behandlingsmulighed. De nævner dog, at hvis de store kæder skal have øjnene op for synstræning, kræver det at synstræningsklinikkerne kommer med et stort overskud, da det økonomiske aspekt fylder meget i optikerbranchen. “Så måske og en holdningsændring for os gamle tosser, der render rundt stadigvæk, som kun tænker økonomi og sådan nogle ting”.

Uddannelse

Efteruddannelse
Flere af deltagerne i F2 mener, at der skal genopfriskning til, før de ville kunne sammensætte et synstræningsforløb. De taler om, at det kan hænge sammen med at optikere ikke sørger for at holde sig opdaterede. Derudover bliver der talt om, at synstræning, som emne, bliver negligeret på kædernes interne konferencer. De mener dog, at det er kædens ansvar at videreuddanne, hvis kæden tilbyder synstræning. ”Men det kan man jo se i de større kæder, de har jo også deres egen konferencer, de sponsorerer, hvor de så siger, men der kommer nogle og taler om linser, nogle der taler om de nye glas der kommer. Og så er der typisk også nogle, der taler lidt om et eller andet samsynstræning, men det bliver ikke vægtet så højt”.

Uddannelse på skolen
Den senest uddannede optiker i F2 føler sig godt klædt på efter skolens grundforløb i synstræning. Andre fortæller, at de fik nogle redskaber med fra skolen, men at de ikke ville kunne sammensætte et synstræningsforløb, da der ikke blev gået voldsomt meget i dybden med det på skolen. ”Fik nogle okay redskaber til det, synes jeg, og kan også huske hvad de forskellige ting hedder, men øh ville ikke bare kunne springe ud i det med det samme overhovedet og begynde, og nååh ja vi skal da have fat i nogle synstræningsmuligheder her”. Der bliver talt om, at synstræning umiddelbart fylder mere på bacheloren, end den gjorde på erhvervsuddannelsen. Dette formoder deltagerne skyldes, at de nuværende undervisere på skolen brænder mere for det.

Opsporing af binokulære problemer
En af deltagerne i F2 påstår, at han kan se på patienter, om de har binokulære problemer, når de kommer ind i butikken. Andre deltagere i F2 er ikke enige og mener ikke, man nødvendigvis altid kan se det på dem, men måske nærmere opfanger det ved hjælp af anamnesen. ”Jeg vil faktisk vove og påstå altså øhh, otte ud af ti gange, der kan du se det på personen, at de har samsynsproblemer”. Der bliver også talt om at covertesten er uundværlig i opsporing af binokulære problemer.

Synstræning

Motivation
Når snakken falder på motivation ift. synstræning fremhæver F2, at det både er motivationen fra optikerens side og fra patientens side, som er vigtig. Det er vigtigt at en optiker som udfører synstræning, brænder for det og har flere forløb om året og dermed opnår en vis rutine, sådan at det kan præsenteres selvsikkert for kunden. Det nævnes også, at kundens egen motivation er meget vigtig, for at et synstræningsforløb vælges som den endelige behandling. “Jeg vil sige, det kommer jo an på på kundens motivation ikk, altså øh, hvis du får en på omkring 55 år, der aldrig har læst en bog, så kan jeg, så må jeg indrømme så kan jeg ikke se ideen i at vi lige pludselig skal til at og lave noget samsynstræning til en, som basalt set ikke er motiveret for det. Det skal været et ungt menneske, som har kæmpe lyst til at læse”. De mener, at det er bedre, at patienten får tilbudt synstræning ved den optiker, de selv har valgt, da man har relationer til stedet. De nævner også, at et synstræningsforløb ikke må være for langt, da det vil føre til, at motivationen falder. De mener samtidig at ansvaret for at motivere, ligger ved forældrene, da de unge har svært ved at møde til aftalt tid.

Information om synstræning
F2 mener, at hvis synstræning skal udbredes, kræver det succeshistorier fra folk, som er kommet igennem et synstræningsforløb, og som, blandt andet via TV, kan udbrede kendskabet til synstræning. De nævner, at der bliver lagt mere vægt på information vedrørende sundhedsundersøgelser sammenlignet med synstræning. ”Der tror jeg desværre, at samsynstræning taber øh taber terræn til funduskamera og alt muligt, som sådan ligesom tilbydes ikk”. Ligeledes skal synstræning tages ned på et plan og gøres forståeligt for kunden, sådan at kunden forstår, hvad det reelt går ud på. Hvis synstræning virkelig skal udbredes, så skal det anerkendes af staten som en reel behandlingsmulighed. “Så når staten anerkender, at det her er et problem, de kan løse på en lettere måde end ved krykke, som er en brille for nogle børn. Så tror jeg det vil ændre ret meget”.

Øjenlægernes rolle
Deltagerne i F2 mener ikke, at synstræning som en behandlingsmulighed er anerkendt hos øjenlægerne. Ligeledes har de aldrig oplevet at en øjenlæge henviser til en optiker med beskeden om, at behandlingen skal være synstræning. “Jeg har sgu aldrig fået en fra en øjenlæge, der kom og så siger øjenlægen har anbefalet, at jeg skal træne øjnene”.

Evidens vs. Klinisk erfaring
I F2 taler deltagerne også om, at der er evidens for synstræning, men der mangler nogle overordnede kliniske retningslinjer inden for synstræning. ”Jo det er jo evidensbaseret, men det er jo ligesom, at vi har arbejdet i 21 år, uden at du må have nogen vejledning for, hvordan patientsikkerheden skal fungere i vores fag. Vi har godt vidst, hvordan vi skulle gøre, men vi har ikke haft en vejledning på det”.

Diskussion

Materiale og metoder

Design

Styrken ved det kvalitative design, er at det giver os mulighed for at fordybe os i vores emne. Der bliver her trukket nogle nuancer frem, som vi ikke på samme måde havde haft mulighed for med et kvantitativt studie. Det kvalitative studie giver os mulighed for at afdække struktur, sammenhæng og mønstre i vores datamateriale. Ulemperne ved det kvalitative studie er, at vores resultater ikke er generaliserbare, da vores resultater beror på erfaringer og subjektive holdninger fra en lille gruppe (Malterud, 2013, p. 31-34).

Population og studiemateriale

I forhold til vores spørgeskema, kan en problematik være, at de, som har besvaret spørgeskemaet, også er dem, som i forvejen har en interesse for emnet. Ligeledes kan manglende interesse afholde andre optikere fra at besvare spørgeskemaet. Disse manglende besvarelser kunne ud fra vores problemstilling også være relevante, da vi ønsker at afdække emnet så bredt som muligt.
Da vores spørgeskema primært skulle bruges til at udvælge kandidater til vores fokusgruppe, havde det været optimalt, hvis alle deltagere var udvalgt via spørgeskemaet. Det var dog ikke muligt, da spørgeskemaet ikke kunne generere nok deltagere. Derfor fandt vi de sidste deltagere igennem vores netværk. Problemet ved dette er, at vi har personlige relationer til nogle af deltagerne, og også har en forforståelse for deres holdninger. Vi havde derfor også en ide om, hvilke holdninger disse deltagere havde til emnet. Fordelen ved dette var dog, at vi dermed havde en ide om hvad de kunne bidrage med, til interviewet (Vallgårda & Koch, 2015, p. 55).
Det kan dog diskuteres, hvorvidt grupperne skulle have været samlet som en samlet fokusgruppe. Dette kunne have bidraget til en bredere diskussion, hvor der eventuelt kunne have været tilført flere nuancer til samtalen omhandlende synstræning. Den overvejende grund til, at vi valgte at dele deltagerne op i to grupper, var at vi ville skabe en mere tryg debat for deltagerne, hvor de nemmere kunne ytre deres meninger uden at blive hængt ud. Samtidig er der ved denne løsning bedre mulighed for, at alle kommer til orde (Henricson, 2014, p. 197-198).
Vores individuelle interviews blev brugt til at belyse nogle af de temaer som blev nævnt i vores fokusgruppeinterviews. Vi har derfor ikke lavet fuld transskription af dem, men har kun udvalgt relevante citater. Dette kan være et problem, da vi muligvis ikke har fået alle nuancer med, pga. den manglende dybde i bearbejdelsen.
Ideelt set skulle projektet gerne have endt ud i det, der kaldes “teoretisk mætning”. Dette ville dog kræve, at vi blev ved med at oprette nye fokusgrupper, indtil der ikke længere ville opstå ny viden. Den relativet stramme ramme for projektet og ønsket om at lave en mere dybdegående bearbejdning af materialet tillod ikke, at vi oprettede flere fokusgrupper. Vi er derfor også klar over, at resultaterne ikke nødvendigvis afspejler en generel holdning blandt alle optikere i Danmark, men snarere giver et indblik i holdningen blandt et lille udsnit af optikerne (Henricson, 2014, p. 196).

Dataindsamling

I vores dataindsamling spiller intervieweren en væsentlig rolle, da intervieweren er moderator og skal stille spørgsmålene korrekt. Ved at bruge den samme moderator hver gang opnåede vi den ønskede ensartethed i vores interviews. Intentionerne har fra start af været at stille spørgsmålene ensartet uden at skubbe samtalen hen i en bestemt retning. Under vores interviews har moderatoren kun ganske få gange afveget fra interviewguiden i forsøget på at få samtalen til at glide bedre. Vi har efterfølgende reflekteret over, at moderatoren fik en for aktiv rolle i interviewet, da han blev placeret for bordenden, samt gav deltagerne anerkendende nik og støtteord (Henricson, 2014, p. 198-200).
Vi valgte i interviewene at være tilstede alle fire. Vi havde overvejet, om dette kunne være et problem, da deltagerne kunne komme til at føle sig underlegne. Dog vurderede vi, at dette ikke ville forekomme, eftersom deltagerne var samme antal som os, og de resterende interviewere havde en meget passiv rolle.

Etiske overvejelser

Vi har valgt ikke at præcisere vores deltagere i fokusgruppeinterviewet med alder, erfaring og køn på trods af at det kunne have fremmet validiteten af vores opgave. Ved at præcisere vores valg af deltagere kunne vi dermed underbygge at de afspejlede vores inklusions- og eksklusionskriterier. Der ville dog være risiko for at deltagerne kunne identificeres, eftersom optikerbranchen ikke er større (Lunde & Ramhøj, 1995, p.163-164).

Faglighed

Der er bred enighed i både F1 og F2 om, at henvisning til synstræning er essentielt. Man bør se bort fra det økonomiske aspekt og i stedet vægte faglighed over indtjening. Vi mener, at de med dette siger, at de vil patienterne det bedste, og at det bør være højeste prioritet. F2 mener, at det ville være ideelt at kunne tilbyde alle behandlingsformer i den enkelte butik. Den kliniske chef i Louis Nielsen, Heidi Buchholt, mener også at synstræning, i højere grad, bør udføres i butikkerne. ”Det skal laves i kæderne. Også fordi kunderne gider kun at gå ét sted hen, så hvis du skal se det fra en kunde eller patientens perspektiv, jamen det ved jeg selv, man gider ikke at kastes rundt i systemer med journaler det ene sted og journaler det andet sted, så det skal samles et sted”. Vi udleder deraf, at ved at udføre synstræning i butikkerne, vil det give en bedre helhedsoplevelse for patienterne, og det kan være mere motiverende, da de så ikke selv skal ud og opsøge det andetsteds. F1 mener dog, at hvis man tilbyder synstræning i butikken, skal man have en vis erfaring med det, og at man kan skade patienten ved en forkert behandling. Dette tolkes som, at det ikke er alle butikker, der bør tilbyde synstræning.

Økonomi

F1 nævner, at det kan være svært at finde tid til at lave synstræning i butikken, hvilket F2 er delvist enige i. F2 mener, at det er et prioriteringsspørgsmål, da brilleløsninger generelt vægtes højere end synstræning i butikken. Derudover pointerer både F1 og F2, at indtjeningsmulighederne ved synstræning er begrænsede sammenlignet med salg af briller på trods af, at F2 ikke har et konkret bud på, hvad man kan tjene på et synstræningsforløb. Dette begrunder de med, at det er sværere at sælge synstræning som behandling, da patienter er mere afholdende fra at betale for en serviceydelse frem for et produkt. Vi udleder derfor, at tid og økonomi er nogle væsentlige faktorer for, at synstræning ikke bliver anvendt mere ude i butikkerne. Dette bakkes op af vores spørgeskemaundersøgelse, som viser at 52 % af besvarelserne på, hvorfor synstræning ikke bliver mere anvendt, er økonomi og tid (Bilag 4-k). I vores interview med Heidi Buchholt kommer hun bl.a. ind på hendes forventninger til, hvordan optometrien vil udvikle sig. ”Jeg tror på denne her med, at der bliver større og større fokus på optometri som en sundhedsprofession, hvor vi leverer sundhedsydelser, og det inkluderer også 100 % synstræning”. Hun giver også et konkret eksempel på, hvor stor en del af omsætningen kliniske ydelser kan udgøre. “I Norge der er mere end 10% af deres omsætning, deres total omsætning, kommer fra kliniske indtjening”.
F1 og F2 er enige om, at incitamentet for at henvise patienter til synstræning er begrænset af det økonomiske aspekt. Ved at henvise videre risikere man at miste potentiel indtjening. I artiklen, Optikere overser samsynsproblemer, nævnes det, at en årsag til manglende henvisning til synstræning skyldes frygten for at miste forretning til en kollega (Jacobsen, 2009). Vi tolker derfor, at man nogle gange undlader at henvise, på trods af at synstræning for nogle af disse patienter vil være den bedste løsning, da man ikke vil risikere et økonomisk tab.

Uddannelse

Både F1 og F2 nævner den problematik, at optikerne ikke føler sig ordentligt klædt på til at udføre synstræning, og de mener, at der skal efteruddannelse til for at kunne anvende synstræning. F1 mener, at der bør stilles konkrete krav til optikere, der udøver synstræning, sådan at man eksempelvis skal til en eksamen i synstræning for at kunne udøve det.
Vi mener, at fordelen ved et forslag som dette er, at det kan være med til at udvikle nogle faste retningslinjer for udøvelsen af synstræning. Vi mener også, at det kan give tryghed for både optikeren og patienten, da optikeren dermed er uddannet i synstræning, og patienten oplever større tryghed ved at komme til en fagspecialist. I artiklen, Optikere overser samsynsproblemer, bliver det nævnt, at der er et uddannelsesbehov inden for synstræning, og at der er et generelt behov for, at flere optikere specialiserer sig i synstræning (Jacobsen, 2009).
I en anden artikel fra Optikeren, Samsynstræning: Myter og evidens, fremføres det, at holdningerne til behandling med synstræning i Danmark er så forskellige, at det er svært for patienten at vælge behandler (Optikeren, 2013). I F1 nævner de, at synstræning er polariseret i Danmark, hvor man har en gruppe af synstrænere, der arbejder evidensbaseret og en gruppe, der arbejder ud fra klinisk erfaring. Vi tænker netop, at denne polarisering i Danmark omkring synstræning gør det besværligt at nå frem til enighed omkring fælles retningslinjer.
Hvor nogle af fokusgruppedeltagerne siger, at de har behov for efteruddannelse for at kunne udføre synstræning, nævner de senest uddannede optikere i både F1 og F2, at de føler sig godt rustet til at sammensætte et evidensbaseret synstræningsforløb, når de kommer direkte fra skolen. Vi tolker dermed, at uddannelsen på skolen er tilstrækkelig til at udføre evidensbaseret synstræning, men at det kræver vedligeholdelse eller efteruddannelse for at fastholde denne viden. Dette understøttes også af vores spørgeskemaundersøgelse, der viser, at 91% af de adspurgte mener, at efteruddannelse er nødvendigt for at kunne udføre synstræning (Bilag 4-j).
F1 mener ikke, at optikerne er gode nok til at opspore binokulære problemer ude i butikkerne. Et bachelorprojekt, udarbejdet i 2017, omhandlende optikeres afdækning af den binokulære synsfunktion viser, at 55% af optikerne, der var inkluderet i undersøgelsen, ikke afdækkede den binokulære synsfunktion (Optikeren, 2017). Vi vurderer derfor, at den manglende afdækning af den binokulære synsfunktion kan være en af årsagerne til, at synstræning ikke i højere grad tilbydes som behandlingsmulighed.

Synstræning

Der er bred enighed i både F1 og F2 om, at motivation kan være en hæmsko for både synstrænere og patienten. De har erfaret, at en umotiveret patient sjældent gennemfører et synstræningsforløb, og at det specielt med henblik på børn er vigtigt med forældre, der kan motivere. F2 mener også, at det er vigtigt, at synstræneren brænder for udførelsen, sådan at et forløb kan præsenteres selvsikkert og motiverende for patienten.
Deraf kan vi udlede, at motivation spiller en stor rolle i et vellykket synstræningsforløb, og at synstræneren har et stort ansvar for at fastholde patientens motivation. Derudover tolker vi, at det er synstrænerens opgave at vurdere, hvorvidt patienten er motiveret til at udføre synstræning. Både F1 og F2 synes, at kendskabet til synstræning blandt befolkningen er meget begrænset. For at synstræning skal blive mere udbredt mener de, at det kræver mere information til befolkningen og flere succeshistorier. Et eksempel på, hvorledes denne information kan gøres tilgængelig, er beskrevet i en artikel i Optikeren, Synstræning – et overset tilbud, (Optikeren, 2010). Denne artikel beskriver et forslag til en database, hvori alle synstrænere fremgår med navn og uddannelse inden for synstræning, således at både patienter og optikere kan identificere dem. Dette forslag, mener vi, kan være med til at udbrede og gøre synstræning mere tilgængelig.
Der snakkes i både F1 og F2 om, at øjenlægerne har en negativ holdning til synstræning, og at de ikke henviser patienter til synstrænerne. I F1 nævnes det, at grunden til at øjenlægerne ikke henviser til synstræning, er, at synstrænerne ikke arbejder evidensbaseret. Denne påstand tilslutter Øjenlæge og formand for Danske Øjenlægers Organisation, Jens Lundgaard Andresen, sig. “Hvis man havde nogen, der havde et højt fagligt niveau og udførte evidensbaseret træning, ville det være godt. Nu kender jeg jo Ivan og ved, at han står inde for den seriøse del af det her. Hvis der eksisterede et sted, der kunne tilbyde synstræning på et sådant niveau – Jamen så vil jeg med kyshånd tage imod det tilbud”. Dette udsagn udspringer af spørgsmålet om, hvorvidt øjenlæger kunne finde på at henvise til synstræning.
I F1 lægger de stor vægt på, at for at udføre ordentlig synstræning kræver det, at man kigger ud over øjenfunktionen og altså arbejder med motorik og primære reflekser. De mener, at konvergens- og akkommodationstræning kun er en lille del af det, man kan bruge synstræning til. En interessegruppe på ti børneøjenlæger har, i 2008, udarbejdet et dekret, hvori de finder det problematisk, at synstrænere arbejder med motorik, da det ikke er evidensbaseret, og at de derfor ikke kan stå inde for at henvise til denne behandling (Bilag 8). Derudover mener Jens Lundgaard Andresen, at synstrænerne tilbyder synstræning som behandling til for mange problemer. “Det er den udbredte opfattelse blandt øjenlæger generelt, mine kollegaer, man tilbyder alt alt alt for mange af de her samsynstræningsprogramer, og kobler dem med grovmotoriske øvelser osv. Så er det, vi er ovre i noget hokus pokus for os”. Hvor de i F1 mener, at klinisk erfaring vægtes højere end evidens ved arbejdet med synstræning, mener øjenlægerne, at evidensbaseret synstræning er det eneste, de kan henvise til. Vi udleder derfor, at et samarbejde mellem disse to faggrupper besværliggøres af det store skel, der er i opfattelsen af, hvorledes man bør arbejde med synstræning. På baggrund af dette vurderer vi, at hvis man skal opbygge et velfungerende samarbejde mellem øjenlæger og synstrænere, vil det kræve enighed omkring nogle klare retningslinjer for hvorledes synstræning skal udføres.

Konklusion

Vores undersøgelse påpegede, at optikere ønsker den bedst mulige behandling for deres patienter, hvoraf synstræning i nogle tilfælde ville være den rette behandling. Der er dog nogle problemstillinger, som besværliggør brugen af synstræning ude i butikkerne. Deltagerne mener ikke, at optikerne er gode nok til at spotte de binokulære problemer, hvilket er essentielt i opsporing af patienter, der kan have gavn af synstræning. Optikernes mangelfulde opsporing forårsager, at disse patienter ikke bliver henvist til synstrænerne. Vores undersøgelse påpeger derudover at til trods for, at de binokulære problemer bliver opsporet, henvises patienten ikke altid videre, grundet frygten for at miste indtjening.
De senest uddannede optikere føler sig godt rustet til at anvende evidensbaseret synstræning i butikkerne. Dog kræver det vedligeholdelse og efteruddannelse, for at de kan være komfortable med at anvende synstræning. Ligeledes spiller det økonomiske aspekt i forbindelse med synstræning også en vigtig rolle, da man i den almene butik fokuserer på at sælge produkter frem for serviceydelser, som synstræning. Dette kan besværliggøre implementering af synstræning i butikkerne.
Samarbejdet mellem øjenlæger og synstrænere kompliceres på baggrund af forskellige opfattelser af synstræning som behandlingsform. Øjenlægerne ønsker kun at henvise til evidensbaseret synstræning, hvilket står i kontrast til, at nogle af de danske synstrænere arbejder ud fra klinisk erfaring. Med så forskellige indgangsvinkler til synstræning vanskeliggøres et samarbejde mellem disse to faggrupper.

Hvis synstræning skal udbredes mere, vil det derfor kræve nogle faste retningslinjer for, hvordan man skal arbejde med denne behandlingsform. Ligeledes vil et større kendskab til synstræning blandt befolkningen skabe en større efterspørgsel for behandlingen, og vil dermed kunne medføre øget udbredelse af synstræning.

Perspektivering

Ifølge studieordningen er optikere uddannet i at iværksætte behandling og i at tilrettelægge synstræning af vergens – og akkommodative problemer. Vi mener derfor, at synstræning er et kerneområde for optikerne, og at det er vores pligt som optikere enten at tilbyde eller henvise vores patienter til synstræning, såfremt dette er den korrekte behandling.
Der findes kun få undersøgelser, der beskæftiger sig med anvendelsen af synstræning i Danmark, og vi håber derfor, at vores resultater kan være med til at give et indblik i, hvilke udfordringer synstræning, indenfor optikerregi, står over for.
Vi erkender, at det ikke nødvendigvis bør være alle optikere, der udfører synstræning, men vi mener samtidig, at det som minimum bør være et krav, at optikerne kan henvise korrekt videre jf. studieordningen. “Den studerende kan foretage en samlet analyse af undersøgelsesresultater, informere om fund, tilstande, behandlingsmuligheder og prognoser eller foretager henvisning til anden sundhedsfaglig person” (Optikerhøjskolen, 2018). Dette indebærer altså korrekt opsporing af binokulære problemer og tilbud af relevante behandlingsmuligheder.

Undersøgelsen giver et broget billede af, hvordan binokulære problemer håndteres ude i butikkerne. Vi mener derfor, at der mangler nogle klare retningslinjer inden for synstræning, særligt med henblik på at få en fælles forståelse for hvordan synstræning skal udføres. Disse retningslinjer bør bygge på en dialog mellem øjenlæger og synstrænere. Dette kræver dog, at øjenlægerne lytter til den erfaring, som synstrænerne i Danmark har oparbejdet. Ifølge øjenlæge Jens Lundgaard Andresen har øjenlægerne nemlig en tendens til ikke at lytte til optikerne. “Jeg skal ikke være blind for, at der er rigtig mange af mine kollegaer, de er lidt, fordomsfulde, når det kommer til det her, det er som om at man pr. definition ikke gider lytte, fordi det kommer fra en optiker”. Samtidig er der et behov for, at synstrænernes erfaring bliver underbygget af valid forskning, da de derved nemmere vil kunne argumentere for deres behandling overfor øjenlægerne. Det vil for begge sider være fordelagtigt at indgå et samarbejde, da både øjenlægerne og synstrænerne har et fælles ønske om at give patienten den bedst mulige behandling. Vi ser derfor dette samarbejde som et stort skridt mod at fremme udbredelsen af synstræning inden for vores fag.

Vi håber med denne undersøgelse at kunne skabe inspiration til studier, som ligeledes kan være med til at klarlægge synstrænings fremtidige rolle inden for optikerfaget.
Et studie, der kortlægger befolkningens kendskab til synstræning, kunne være interessant, da vi forventer øget kendskab ville skabe en større efterspørgsel på synstræning.
Der ses i optikerbranchen en tendens til, at vi bliver mere sundhedsorienterede, og hvor vi i højere grad kommer til at arbejde med serviceydelser. Dette ser vi med et stigende indryk af funduskameraer, synsfeltscreenere og lignende i butikkerne, hvor det er sundhed og sygdomsopsporing, der er i fokus. Dette øgede fokus på at kunne tilbyde serviceydelser til patienter leder os mod en forventning om, at binokulære problemstillinger og korrekt behandling heraf kommer mere i fokus i fremtiden.

Referenceliste

  • Andersen, I., (2010), Den skinbarlige virkelighed, 4th edition, Samfundslitteratur.
  • Brinkmann, S. & Tanggaard, L., (2010), Kvalitative metoder, 1st edition, Hans Reitzels Forlag.
  • Henricson, M., (2014), Videnskablig teori og metode, 1st edition, Munksgaard.
  • Jacobsen, C. S., (2009), “Optikere overser samsynsproblemer” Optikeren, No. 6, pp. 32-36.
  • Lunde, I. & Ramhøj, P., (1995), Humanistisk forskning inden for sundhedsvidenskab, 1st edition, Akademisk Forlag.
  • Malterud, K., (2013), Kvalitative metoder i medisinsk forskning, 3rd edition, Universitetsforlaget.
  • Mogensen & Matovic, (2017). ”Tværsnitundersøgelse af optikerens afdækning af den binokulære synsfunktion” Optikeren, No. 5, pp. 15-18.
  • Nisted, I., (2013), “Samsynstræning: Myter og evidens” Optikeren, No. 4, pp. 6-10.
  • Rasmussen A., (2018), “Studieordning 2018 – For uddannelsen til: Professionsbachelor i optometri”, Optikerhøjskolen, pp. 38.
  • Rutstein, R. & Daum, K., (1998), Anomalies of Binocular Vision, 1st edition, Mosby.
  • Sonne, S. S., (2010), “Synstræning – et overset tilbud” Optikeren, No. 3, pp. 30-32.
  • Thagaard, T., (2007), Systematik og indlevelse, 1st edition, Akademisk Forlag.
  • Vallgårda, S. & Koch, L., (2015), Forskningsmetoder i folkesundhedsvidenskab, 4th edition, Munksgaard.
  • WMA.net, WMA (2018). World Medical Association Declaration of Helsinki.

Tilgængelig på: https://www.wma.net/policies-post/wma-declaration-of-helsinki-ethical-principles-for-medical-research-involving-human-subjects/ [Accessed 04-02-2019]

Bilagsfortegnelse

Bilag 1:

Spørgeskemaundersøgelse
Hvor arbejder du?
– Kædebutik
– Privatejet butik
– Synsklinik
– Andet
Hvad er din stilling i butikken/klinikken?
– Optiker
– Optikerassistent
– Chefoptiker
– Butikschef
– Optikerstuderende
– Andet
Hvor lang tid har du været optikeruddannet?
– 0-7 år
– 8-15 år
– 16-20 år
– > 20 år
– Er ikke uddannet optiker
Hvor er du uddannet?
– København
– Randers
– Er uddannet i udlandet
– Er ikke optikeruddannet
Anvender du visuel træning som behandlingsform til kunder med binokulære problemer?
– Ja
o Hvorfor?
– Nej
o Hvorfor ikke?
Hvilke erfaringer har du med visuel træning?
Hvordan håndterer du binokulære problemer? (Henvisning, visuel træning, prismer, addition, osv.)
Synes du at butikken gør nok for at facilitere brugen af visuel træning?
Synes du optikeruddannelsen forbereder dig godt nok til at bruge visuel træning?
– Ja
– Nej
Synes du at efteruddannelse er nødvendigt for at kunne tilbyde visuel træning?
– Ja
– Nej
Hvorfor tror du at visuel træning anvendes så lidt i butikkerne?
Synes du at der er et behov for at visuel træning bliver brugt mere ude i butikkerne? Uddyb gerne

Kunne du være interesseret i at deltage i et interview om optikers brug af visuel træning, hvor du vil indgå i en gruppe af deltagere der ligesom dig, enten bruger eller ikke bruger visuel træning? Skriv da venligst navn og telefonnummer nedenfor, så vil vi kontakte dig med yderligere information.

Bilag 2:

Fokusgruppeinterviewguide
Introduktion til formål og formelle forhold
Introduktion til projekt og formål med interview
Fokusgruppe interview
En åben dialog
Fuld anonymitet
Navn, kæde, erfaring (år)
Hvordan arbejder i med binokulært syn ude i butikken?
– Undersøger i altid det binokulære syn?
– Har i udstyret til at lave binokulære målinger?
o Mangler i udstyr i klinikkerne?
– Hvordan håndtere i binokulære problemer når i støder på dem?
Hvilke erfaringer har i med visuel træning?
– Hvad er jeres holdning til visuel træning?
– Uddannelse?
o Er optikeruddannelsen alene, god nok til at forberede optikeren på anvendelse af visuel træning?
Hvorfor tror i at visuel træning ikke er mere anvendt ude i butikkerne?
– Økonomi?
– Tid?
– Erfaringer?
– Uddannelse?
– Folk stopper forløbet inden det er gennemført?
Hvorfor tror i at folk (patienter) fravælger visuel træning?
– Motivation?
– Manglende succes?
– Tidskrævende?
– Økonomi?
– Hvordan optikeren præsenterer VT
Hvad skal der til for at det bliver mere udbredt?
– Mere uddannelse?
– Mere udstyr?
– Mere tid?
– Større interesse fra kunden? (Oplysning)
Er der et behov for at det bliver mere udbredt?

Bilag 3:

Interviewguides til Heidi Buchholt & Jens Lundgaard Andresen
Interviewguide til Heidi Buchholt:
Introduktion til formål og formelle forhold
– Introduktion til projekt og formål med interview
Navn, funktion i den pågældende kæde?
Hvordan forventer i at jeres optometrister arbejder med binokulært syn i kæden?
– Er det standard at undersøge det binokulære syn?
– Har I krav til det udstyr der anvendes til målinger af det binokulære syn.
– Hvordan forventer I at jeres optikere håndterer binokulære problemer?
– Har I nogle faste procedurer når I skal henvise patienter videre til synstræning?
o Fast samarbejdspartner?
o Ren synstræningsklinik?
Tillader I optiker i jeres kæde at udføre visuel træning?
– Er optikeruddannelsen alene, god nok til at forberede optikeren på anvendelse af visuel træning?
– Hvad gør I for at videreuddanne jeres optikere ift. Visuel træning.
Hvorfor tror du ikke at visuel træning ikke er mere anvendt ude i butikkerne?
– Økonomi?
– Tid?
– Erfaringer?
– Uddannelse?
– Folk stopper forløbet inden det er gennemført? (Dropout)
Hvad skal der til for at det bliver mere udbredt?
– Mere uddannelse?
– Mere udstyr?
– Mere tid?
– Større interesse fra kunden? (Oplysning)
– Hvor ligger ansvaret?
o Kæden
o Skolen
Er der et behov for at det bliver mere udbredt?
Tænker du at der komme større fokus på visuel træning i fremtiden?

Interviewguide til Jens Lundgaard Andresen
Introduktion
Er det ok jeg optager interview
I disse interviews er der flere der har erfaringer med at øjenlæger ikke henviser til synstræning.
Er du bekendt med at øjenlæger henviser til synstræning og i hvilket omfang?
– Hvis nej, hvorfor ikke?
– Hvis ja. Hvorhen? Optikerbutikker, synstræningsklinikker eller andre?
Hvem henvises til synstræning?
– Folk med hjernerystelse, skelen, konvergensinsufficiens og akkommodationsinsufficiens.
Henviser du selv til synstræning? Og til hvem?
Er der nogen overvejelser i forhold til om det skal være evidensbaseret synstræning, når i henviser?
Hvad tænker du om at der er flere der anvender motorisk træning i forbindelse med synstræning?
Synes du der er behov for at synstræning bliver mere udbredt som behandlingsmulighed?
– Hvad tror du der skal til for at synstræning bliver mere udbredt?
Må øjenlæger henvise til noget der ikke er tilskudsberettiget?

Bilag 4:

Resultater fra spørgeskemaundersøgelsen

 

Bilag 5:

Retningslinjer for transskription af fokusgruppeinterviews
Transskriptionen er delt op i to fokusgruppeinterviews, således at to gruppemedlemmer har transskriberet hver deres halvdel af første interview, mens de to andre gruppemedlemmer har transskriberet hver deres halvdel af anden interview. Alle gruppemedlemmer har dog gennemlyttet hele første og andet interview.
Interviewene transskriberes med skrifttype Calibri og skrives med skriftstørrelse 12 og med en linjeafstand på 1,5 pkt.
Briefing og debriefing transskriberes ikke
Personer:
– Interview/moderator: I
– Fokusgruppe 1: F1
– Deltager 1: D1
– Deltager 2: D2
– Deltager 3: D3
– Deltager 4: D4
– Deltager 5: D5
– Fokusgruppe 2: F2
– Deltager 1: D1
– Deltager 2: D2
– Deltager 3: D3
– Deltager 4: D4
Stednavne er erstattet med: XX
Høj latter markeres med (Høj latter)
Latter markeres med (Latter)
Stop/opbremsninger i sætninger markeres med tre punktummer …
Pauser på 2-3 sekunder markeres med (Pause)
Pauser på mere end 3 sekunder markeres med (Langpause)
Ord der ligges ekstra tryk på i udtalen, markeres med stort STORT
Alle afbrydelser medtages med () i den oprindelige deltagers svar
Alle øh, åh, uhm, hmm og hmja medtages i transskriberingen med deltagernummer for at klargøre tilslutningen til forskellige holdninger

Bilag 6:

Skabelon for dataanalyse

Betydningsenhed Kondenserede betydningsenhed Underkategori Kategori
Så er der disciplinen med synstræning igen, det er jo træning udenfor klinikken, så hvis der ikke lige er blevet trænet, så tror jeg sgu ikke lige man møder op. Hvis der ikke bliver trænet ift. synstræning, møder man ikke op til konsultation. Motivation Synstræning
…på trods kan folk synes, at det er dyrt, og en brille til 6000, det synes de ikke er dyrt. Altså, fordi det er fra et eller andet mærkevarer. Folk synes at synstræning er dyrt, men ikke en brille til samme pris da det er en mærkevare. Tab af penge ved henvisning Økonomi
Altså dengang jeg gik i skole der øh på optikerskolen der var det jo ikke et issue vi vidste godt det var der, vi vidste godt vi skulle henvise til det og vidste det var basis ind træning og basis ud træning og sådan nogen ting ikk’, men der blev ikke sådan gået voldsomt meget i dybden med Tidligere på optikerskolen lærte vi at henvise og fik en basisviden i synstræning, men der blev ikke gået voldsom i dybden med det. Uddannelse på skolen Uddannelse

Bilag 8:

Dekret vedr. synstræning
Angående syns- og motoriktræning i optikerregi.

En interessegruppe på 10 danske børneøjenlæger har gentagne
gange diskuteret den synstræning, som foretages uden for de ortoptiske
klinikker. Gruppen består af øjenlæger fra landets sygehus-øjenklinikker
inklusive de tre universitetsklinikker, samt øjenlægepraksis. Efter konsensus har vi formuleret følgende synspunkt:

Vi finder ikke grund til at opfordre vores patienter til at søge de
såkaldte “synstræningsklinikker”, da vi finder, at den givne behandling er
mangelfuldt dokumenteret. Der er ingen tvivl om at såkaldt konvergenstræning (træning i at dreje øjnene ind mod næsen) kan hjælpe personer med konvergens insufficiens – men den træning, som gives i synstræningsklinikkerne, rækker ofte langt ud over disse simple øvelser.

Vi finder heller ikke, at der er belæg for at det offentlige skal
bevilge sådanne trænings-kurser.

Såfremt disse behandlinger skal være en del af vores behandlingstilbud, bør
behandlingerne dokumenteres yderligere i internationalt anerkendte
øjenlægetidsskrifter efter flere og større protokollerede forsøg – der har været tilmeldt og har været godkendt af Etiske Komitéer efter gældende
retningslinjer.

Vi kan også henvise til en udtalelse

“A Joint Statement of the American Academy of Pediatrics, American Association for Pediatric Ophthalmology and Strabismus, and American Academy of Ophthalmology”,

http://aappolicy.aappublications.org/cgi/content/full/pediatrics;102/5/1217

som har samme konklusion som vores tekst.

På gruppens vegne, februar 2008.

H U Møller PhD
Overlæge
Øjenklinikken
Regionshospitalet Viborg